Afslutning af Upernavik rejsen
Lige hjemkommet fra Upernavik 7247nord 5609 vest… er jeg en smule vemodig, at skulle tage afsked med disse herlige gæstfrie mennesker jeg har truffet deroppe har sat sine spor.
Denne måde de tager imod og lukke en ind i deres liv er helt uovertruffen, ja i løbet af ganske kort tid blev jeg en del deraf. De hjalp uopfordret med mange ting og kom med gode forslag.
De kender jo en eller anden på hvert lille sted i Grønland, så fik straks en forbindelse der eventuel kan give mig privat indlogering når jeg om ca. 14 dage rejser til Qaanaaq.
På falderebet lykkedes det mig at komme en tur ind i isfjorden nordøst for Upernavik, ligesom jeg besøgte Børnekollektivet ( Børnehjem)i Byen.
Dette sted som jeg faktisk søgte praktikplads på for en trekvart år siden, er et mindre kommune støttet projekt og ikke ind under hjemmestyret som sådanne steder oftest er. Dette giver en vis frihed for stedet men også strammer økonomiske betingelser.
Forstanderen der for få år siden opstartede stedet er en sød dame, der ind imellem kunne virke lidt håbløs over situationen.
Der er for lidt plads til børnene og de unge 6 i alt, så nogen må bo sammen, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt i teen årene. Ligesom det er meget omsorgssvigtet børn.
Uddannet personale er der også mangel på, ikke mange søger med den store begejstring til Upernavik. Lidt uforståeligt. Så det er en del lokal ufaglært arbejdskraft.
Hun huskede udmærket min ansøgning og lagde ikke skjul på hun havde fortrudt, der dengang ikke blev gjort mere for at få mig ansat.
Hun foreslog om ikke jeg kunne anmode om overflyttelse fra Ilulissat til Børnekollektivet i Upernavik. Dette glæder mig selvfølgelig, men gav mig dog lidt at tænke over, for vel er der meget mere lyst oppe i Upernavik end her lige nu, men…men der bliver tilsvarende mere mørkt i længere tid… som kun kaldte den blå periode…
Turen til isfjorden skal opleves, det er meget svært at beskrive denne følelse af storhed og for os mennesker afmagt over for naturen, denne følelse af fuldstændig overgivelse er stærk.
Turen var lang for det meste stående op i en til dels åben stor jolle ( speedbåd)… med satellit og kystradio…jo jo de er med på noderne…med den stærke vind imod dig… jøsses hvor jeg frøs, trods klædt i termotøj og sælskindshandsker… for så senere at svinge ud og ind mellem is skosserne, for det meste uden at ramme, for så til sidst ganske… langsomt at glide gennem grødisen mellem de tårnende isbjerge ( isfjelde ) se deres turkis blå ( understel) dybt dernede i havet… I guder hvor er det stort…
Indlandsisen har ifølge de to fanger Nicolai og Christian (kan ikke skrive eller stave deres Grønlandske navne) trukket sig utroligt hurtigt tilbage de seneste år og de så fjeld og små øer de ikke har set før… ganske af mennesker uberørt land… ja vel i mange…mange tusinde år.
Isen kælvede så voldsomt denne sommer at vi ikke kunne komme helt ind til indlandsisen…men pyt… så slap vi da for at blive spiddet af et kælvende isfjeld her på ca. 1000m dybt vand… vel kun et par grade varmt.
Fanger var og er de… for adskillige gange blev de rustne bøsser i hast hevet frem og så… gik den vilde jagt efter en flok lavt flyvende Canadiske gæs ( vist ik..helt lovligt..) … med isskosserne dunkende mod bunden…de fik dem nu ikke, men en Edderfugl fik vi med hjem.
Vi indtog vores medbragte skoldhede te og brød på en ganske bar ø… og sluttede af med at besøge Nicolai…s fangsthytte, på en lille ø i udmundingen af isfjorden, i helt eventyragtige omgivelser.
De gange jeg har været tæt på indlandsisen får jeg en uvirkelig følelse i mit indre… tænk jer denne is tårner sig bare op i over 3 km højde og tykkelse og mere end 1000 km over på den anden side… bare is og is og is…denne følelse af total uendelighed.
De færreste Grønlænder har været på selve isen, det er forbundet med stor fare, grundet den stejle stigning, dybe spalter og enorme smeltevandsfloder( om sommeren)
Turister er der ikke mange af i Upernavik, ikke synlige, de enkelte der med båden tager op til sejlruten Arctic Line…s endestation, når på den korte tid båden ligger i havn ikke så langt op ad de stejle, grusede og støvede veje, enkelte når ud til det lille men meget interessante museum og noter sig i gæstebogen.
Lederen hedder Ole og er magister i Eskimologi…og næsten to meter høj.
Om han selv havde skudt den isbjørn, hvoraf der lå nogle delvis friske isbjørneklør, blot lige til at koge rene, fortæller han ikke noget om, men penge derfor… såsandelig han vil have det… og ikke så lidt endda…men museet skal vel også leve… her kommer unægtelig ikke så mange.
Jeg lullede stille rundt med lille Sara i fred og fordragelighed, mens jeg indsnuste den særtegnede duft og nød stilheden med lyden af havet dernede.
Folk i Upernavik bruger flittigt telefonen, for de flestes vedkommende mobil telefon, lidt underligt at tale med naboen og så er der satellit forsinkelse på, idet mobil snak går over satellit… her er det ikke nem at komme op og skændes og tale i munden på hinanden, men en meget løjerlig forestilling…igen et af grønlændernes fordyrende nutidsgoder, der i forhold til andre lande er så bekostelig for landet.
Koldt drikkevand i Upernavik var ikke nemt… troede ellers jeg ville få allertiders kolde grundvand her i Grønland. Men den er jo frosset…tænkte mig vist ikke lige om.
Vandet kommer fra en sø, føres i opvarmede rør til vandværket hvor det renses og tilsættes lidt klor, her køres det så ud i tankvogn til husene, hvis vandtank står nær det evigt kørende fyr, for ikke at fryse om vinteren…så vandet er ikke koldt…