Igen en herlig skyfri dag med op til 16 grader samt en kraftig nordøstlig tør vind.

Jeg cyklede med den store rygsæk til havnen ved 21.00 tiden, Lis kom gående senere den lange vej for at vinke og hente cyklen hjem...

Ja så er jeg her, lidt underlig efter i lang tid at have haft denne drøm, der derhjemmefra efter gentagne forsøg virkede lidt uopnåelig og så alligevel da jeg kom til Grønland var det som alle døre åbnede sig og det gik som var det hele planlagt, hvilket det jo ikke var... tingene skete bare eller næsten, for jeg gjorde jo et eller andet, bevidst eller ubevidst ind imellem.

Men jeg er efter en hektisk sejltur på knap to døgn ankommet til Upernavik.
Sejlturen var fantastisk flot den først del, med sol hele døgnet.
Senere blæste det op og det blev være, men den første nat gik fint i den trange larmende køje, jeg sov som en sten i 4 timer...
Hen ad næste dag blæste det yderligere op og ved Uummannaq lå vi underdrejet og ventede på en lille båd der skulle hente de ca. 100 passagerer der skulle i land her, men ikke kunne komme det grundet de høje dønninger, samt de store isfjelde der var drevet ind mod byen, kaptajnen ville ikke risikere at kollidere med disse.
Efter et par halsbrækkende forsøg måtte de opgive at få passagererne over i den lille båd der kunne laste 22 mennesker, altså 4 gange frem og tilbage a ca. tre kvarter. Det ville også være ansvarsløst at forsøge at lempe både gamle og små børn, samt al den bagage over i båden, så kaptajnen besluttede at sejle det næste døgn til Upernavik, så det var bare for alle at følge med.
Det blev jo så en ekstra sejltur for de 100 på over to døgn, inkl. de tre jeg mødte i Kastrup, ikke pædagogerne men de andre, de virkede nu ikke særlig til nærmelig længere... så dem lader vi ligge lidt... det eneste jeg misundte dem var de fik gratis kost til den meget dyre pris der var ombord.
Al dette beskriver blot lidt af de unfair rejsevilkår Grønlænderne lider under, for ikke at glemme priserne derpå. Hvilket igen er væsentlig dyre end at flyve. Og så påtænker hjemmestyret at nedlægge passagerer sejladsen... mere herom senere...

Jeg siger jer det var en sejltur der trak tænder ud.
Med vinden ind skråt agter, samt høje dønninger lige på siden af skibet, rullede og dansede den fælt, så det sugede i maven og var vanskeligt at færdes rundt.
Men kort herom... alt gik godt.

Vel ankommet til denne herlige lille by der nærmest klatre sig op ad fjeldsiden befinder jeg mig godt blandt søde mennesker.
De små stenede og hullede stejle veje snor sig op mellem de farverige små træhusene.
Her er overalt en fantastisk udsigt... og ordet fantastisk bruger jeg ofte... det er det stærkeste jeg kender, men ofte er det beskrevne faktisk ubeskriveligt for mig...
Husene er ikke beskåret med rindende vand fra rør, der er tank og tørkloset eller lignende i hver hus.
Dog må siges at ikke alt løber i denne, der er en umiskendelig ...lugt... fra de små sivende løb der siver frem overalt og krydser grusvejene. Køkkenvand og andet tis løber direkte oven på jorden. Og i denne varme der er i dag, giver det...ja snus selv...
Her er meget stille... kun ind imellem afbrudt af de køretøjer der mest er arbejdsvogne... såsom vandtankvognen, oliebilen... der er fyring hele året...og slamvognen til lokummerne, og så få andre entreprenør biler og maskiner der forsøger den håbløse opgave at,
holde de små veje nogenlunde i stand.

Lidt om byen
Upernavik ligger på en lille ø ud mod det åbne hav og efter en tur til toppen må jeg konstatere at den er lille, kan her næsten se hele vejen rundt, kun hindret at den 400-600m korte nye landingsbane der er på toppen.
Et kæmpe entreprenør arbejde der i udseende kan sammenlignes med den Kinesiske Mur. Flyene må virkelig have bremseklodserne i orden eller er det lukt ud over fjeldet igen.
Fra toppen kan jeg svagt øjne indlandsisen dybt derinde i den smalle fjord bag sundene her.
Her MÅ jeg ind...
De kan virkelig i perioder med dårlig vejrlig blive isoleret.
Vandet føres i konstant opvarmede vandrør fra en stor indsø til tankanlægget ved byen, hvorfra det så køres ud til de der kan betale derfor, og det er nu de fleste, men der er tappesteder til de der ønsker dette. Og så ses de slæbe i dunke opover. Vandet kan grundet permafrosten i jorden ikke føres på vanligvis rundet og det er for dyrt at opvarme alle disse rør.
Besøgte ligeledes kirkegården idag hvor jeg så hvordan de begraver de døde når man ikke kan komme i jorden, alle er støbt ind i en stensætning hvorpå der ligger et hav af plastik blomster, samt et mindre hvidt kors, nogle med navn og datoer... andre ikke.
Forbavsende mange er under 40 år og deraf ligeså forbavsende mange kvinder...

en dag hvor jeg lullede lidt rundt og snuste til livet her...phy... 18grader
var i butikken for Juliane og måtte sande at selv om det er danske vare, så kom jeg hjem med 5 store dåser pære i stedet for en lille...

Var en tur på den lokale radio station ... se senere...

Hen på aftenen kom der et par stykker og hilste af med mine udlejere... og et par hygge pilsner fik de og vi fik en god snak om Grønlandske indre forhold. Alt i køkkenet mens den ene der ligeledes er fanger spillede på et lille guitar lignende instrument... Christians kone og Juliane med flere er i gang hos naboen med en kæmpe perle krave, der skal være færdig til på søndag, hvor naboen skal til konfirmation i denne nordligste bygd over hundrede km nord herfra... et arbejde der vist er stået på over lang tid...
Den ene Christian var fanger, men for et halvt år siden grundet økonomien begyndt sammen med hustruen, der er pædagog, på stedets børne- og ungdoms kollektiv der er en døgn institution. Der er 5-6 børn og unge fra hele kommunen, som er den største i længde i Grønland.
Han vil sammen med Carl her i huset forsøge at skaffe en båd og en mand der kan sejle til isbræen i den indre fjord ca. 70 km herfra.
Her er fantastisk land og totalt uberørt og jomfrueligt land, der hvor isen de senere år har trukket sig tilbage. Der må jeg ind...
Ligeledes vil de forsøge at finde en der vil sejle mig til den nordligste bygd lige syd for den meget sagn omspundne Mellvinbugt.

fik et pludselig lift til den lille lufthavn på toppen af ø...en. For at kunne anlægge denne nye bane måtte man springe toppen af øen og flade den lidt ud...
Så den lille maskine lande på den meget korte bane. Ud steg 25 mennesker og glade gensyn kunne ses. Det er lidt at et tilløbsstykke når en maskine ankommer, ligesom det er med båden.
Lokal betjenten var til stede, dog ikke for at kontrollere, men for at hente et par våben og to store kufferter.
To piloter steg ud og vandrede ind gennem den lille helt nye ankomsthal, vel ikke over 80m2 for at gå på pladsen udenfor sammen med andre ventende, med denne fantastiske udsigt, for at ryge sig en smøg. Inden turen med de 4 nye passerere går videre nordpå... formodes.

Lidt om familien her

Juliane 42-43år er skolelærer og Uqqalau Carl 48år er studieteknikker og har oprettet Upernavik lokalradio, der sender til de nærmeste bygder også.
De hedder Fleischer til efternavn, hans farbror er den kendte Grønlandske forfatter og sprogforsker Jørgen Fleischer.
For det ikke skal være løgn er hans storbror Kunuunnguaq Fleischer,
kulturforvalter i Uummannaq og den første jeg overhovedet kontaktede i Grønland med ønsker om mit foretagne, allerede i august 2004. ham skrev jeg denne gang en del med.
Gennem forunderlige veje uden at vide noget som helst er jeg havnet her, tjaaa... man kan vel sige ringen er sluttet...til tider underligt som tingene kan ske, det holder mig ind imellem vågen i dyb forundring...
Fleischer familiens stamtavle vil jeg ikke nærmere komme ind på her... blot at de stammer med adelig oprindelse langt tilbage i kolonitiden og konge følgen. Hvilket absolut ikke ses lige her, men Carl... ja dem begge er utroligt oplyste og vidende om Grønlandske forhold i nutid og fortid, ja helt tilbage til sagnene om de forskellige kulturers indvandring fra vest... min tanke engang om Mongoliet er ikke længere så fjern... vi har haft lange snakke/samtaler herom mens solen har rundet i nord.

flot vejr 14 grader... var i kirke i morges... mere senere...
Det er lille pigens... 4 års fødselsdag og Juliane har stået på hovedet i køkkenet i de sidste dage og fremtryllet et hav af lagkager til kaffemik i eftermiddag. Jeg har for hende været nede i butikken et par gange og slæbt... ja al for mange dåser pærer hjem ad den stejle vej, til stor moro for dem alle... der var visse kommunikations problemer så jeg slæbte adskillige kilo for meget hjem.
... så nu kom den lille, i sin nye kjole... hoppende op på sengen, hvor jeg sidder og skriver, så holder lige en pause...

---------------------------------------------------------


i får mere om kaffe mik en anden gang