Goffman
og kinesere

hvad gør et par knægte... øhhh mandfolk... i en million by som Brisbane, med højhuse som skulle man tro det var New York, der ikke lige er til osning i forretninger efter lyserøde sko passende til krokodillemønstret, i plastik og speciel lysegrøn, dametaske. De sætter sig i bedste Goffman stil og undres over alle de kinesere, og efter en kort stunds konkurrence må erfare, at der går gennemsnitlig 21 på minuttet, rekorden er 32 på minuttet, men om de er kinesere alle må stå hen i uvished, ligheden er slående og det samme gælder om der iblandt skulle være nogle af tordenskjolds soldater, men pyt der er et vrimmel deraf, som skulle man tro den halve befolkning var asiater, specielt unge...og kønne i sommervarmen er de nu også, nogle...
Skribenten fra politikkens dia værk om Australien, godt nok 10 år gammel, som vi skiftevis svedende slæber rundt på, beskriver Darwin som væren en udpræget kosmopolitisk by, med mange eksotiske menneske racer og spisesteder.
Om han har forbyttet afsnittende i bogen eller han har fået for mange Darwinistiske øl, vides ikke.
Men i Darwin var der ikke meget andet end simrende hede gader næsten affolket, de sad jo i deres airconditionerede biler og det eneste kosmopolitisk måtte være den evige sværm af fluer og moskitos, krokodille sværmene i floden og flagermusene der i hobetal hang åbenlyst i træerne, samt Mc Donald og lignende fastfood kæder, hvor folk i hobe tal kom kørende i de store privatvogne og hentede føden, for så senere at fortære den et skyggefuldt sted.

Rejsen
Tilbage til Brisbane som vi ankom til efter en, først timelang egentlig flot bustur fra Nosser Sunshin Coest, til den simrende stille Numburg inde i landet for at tage toget sydover, men godt guidet af en emsig lille slank rødhåret kvinde om, at bussen var hurtigere idet toget først gik to timer senere og ikke som annonceret på tidspunktet for vores ankomst.
Så efter i hu hej at have forsørget de mest basale fornødenheder inden en forventet langvarig bustur, gik det gennem det frodige Østaustralien og de små stille idylliske små byer, med de mest mærkværdige tog stationer, samt forbi de berømte ...Glas House Mountains..., hvilket er høje pludselige, sine steder meget slanke og spidse bjerge, imponerende syn, for så efter en stund pludselig at stoppe, med beskeden om bussen ikke gik længere og der hurtigt skulle skiftes til toget.


Byen og mennesker og fjumreår...

Vel ankommet til denne evige summende ja nærmest lavt konstant brølende by, efter lidt yderligere strabadser omkring stedets beliggenhed og den evige seje kamp med den overvægtige rygsæk, er vi havnet på en firemandsstue, dog med aircondition, på ...Ambasedure Palads Hostels...... der er nu ikke meget ambassadør over dette sted, lige midt i centrum under de høje skyskraber og Verdens Banken , som den højeste skyskraber, som nabo.
Med et køkken så stor som en hel industrikøkken og et hav af unge... der som Henrik udtrykte det, lige er kommet hjemme fra mors kødgryder og pædagogernes beskyttende, altid hjælpende de unge, der nu skal ud og opleve den store vidunderlige verden...jo jo de smider bare alt lortet når de er færdig med det og drager ud i natten, fy fa...men at de drager ud i verdenen er nu alligevel godt...om det så er fjumreår eller ej, kald det hvad du vil, for lærerigt er det nu...ikke meget er som et ungt menneske der vender hjem og har lært derraf...


En behagelig, om ikke kølig så dog stedet taget i betragtning sval, morgen efter morgenmaden i det store industrikøkken og mens de unge sover migrænen, det stakkels puds, forhåbentlig, bort.
Sidder jeg midt i morgenmylderet på det brede larmende strøg og glor på menneske typer, lige fra cigaretbetlende gade beboere, til sortklædte i den gotiske stil, nogen med flæser og meget raffineret og egentlig ganske fascinerende, med den tydeligvis hvide hud som kontrast til dette dybt sorte look...hastige ilende asiatiske slanke yndefulde asiatiske forretningskvinder i stramt siddende look...et par overvægtige sort habit klædte lædertasker, masse fotograferende asiater, har fundet mine overmænd. Ja et hav af lettere inspirerende påklædninger, så mange forskellige udtryk og så alligevel indimellem nogen typer der kan virke helt bekendte, selv hos meget fremmede folkeslag kan der øjnes typiske træk der er lig nogle der kendes fra hjemlige folkeslag.
...til en gammel hvidskæget humørfyldt harmonika spillende gade musikant, der ikke går af vejen for en kendt børnesang når en ...enlig... mor kommer forbi med sine herlige morgenfriske unger.
En lys ung rejsende pige - kvinde med australsk hat og lyseblå og lysegrøn meget friske farver klædt i nederdel og tynd bluse, der går rundt lidt søgende og mut og leder efter sin følgesvend, frisker af musikken op, sætter sig og går derefter med et herligt glad smil over og give musikanten penge, hvorefter hun sætter sig på bænken og tydeligvis føler sig hjemme, med den kendte folkelige harmonika musik og for en stund ikke virker ene og forladt i denne mega by... tydeligt en lille oase for hende...
Nogle... ja de fleste med målrettede blikke, dog nogle der ikke direkte syner at have et bestemt mål og er ofte tilbagevendende i gadebilledet. Piger stablet så højt op på disse himster gimser af hæle, at jeg vil formode de har brugt stige til foretagendet.
Alle... igen her midt inde i hjertet at denne larmende, men dog meget rene millionby, er meget let og frit påklædt, ja til tider lidt herligt ...udfordrende......
Der er mig en ren fornøjelse ,at sidde og bare lade livet passere forbi mit syn, fodret med glimtvise filosofiske tanker om dit og dat... for de der lever i stræberverdenen ligegyldige ting... men ikke for mig ligegyldige ting, men ting der er med til at sætte livet i perspektiv og svagt ane derude i det uvisse, en lille begyndende forståelse af sammenhængende.

Ja så er jeg atter alene, hvis det at rejse med rygsæk kan siges at være alene, et overfyldt køkken og ikke et sted at være i aftes, her på mit logi, hvis man ikke lige ville sidde i regnestænk på en overdækket cafe et sted i byen.
Ellers et udmærket sted med stor sikkerhed, såsom kortlåse til dørene, aircondition, stort industrikøkken, der dog ligner jeg ved ikke hvad, når de unge har forsøgt at koge nudler med ketchup sovs og brune kogte bønner, flere etager og 4 mands øhh... kvinde stuer, jeg har lige fået en lille norsk jente som sidde ven til natten ...

Og så er der den med pungen... denne lille sag som min dejlige danske ven Maria fra Grønland håndsyede og lavede til mig i julegave i Grønland.
Hver gang hånden går i lommen efter penge og det er så sandelig ikke få gange her i Australien, ja så går tankerne til Maria i Grønland...se der var hun jo snu...... der lige nu kæmper sig gennem sin sidste del af praktikken og ikke mindre end 27 graders frost og høj snefygning...hvem ville ikke gerne gå en af vores herlige turer sammen deroppe i denne ekstrem vinter, blot til lidt afveksling for heden. JEG ville...men jeg elsker jo også ekstrem vinter...
Nå... pungen den var i aftes pludselig borte, midt på gaden konstaterede jeg dette kære bløde sælskinds tingest i lommen var væk. Rygsækken blev vendt lige på stedet og Maya deltog heftigt i søgningen, for så efter næsten at have opgivet håbet, ikke så meget om at få de få dollars der var i den, men selve dette kæreste eje tilbage, da jeg konstaterede den havde forputtet sig i baglommen på mine nok så praktiske surfer shorts, julegaven fra Maya og Henrik, med denne velsignelse af lommer. Ja et sted jeg sjældent gemmer slige ting. Men phyy... den er tilbage med sin bløde fornemmelse i forreste lomme igen...Tak Maria...

Nå... nu må det være slut her fra Brisbane inden jeg går helt i selvsving, tiden til eftertanke har været god og jeg glæder mig til New Zealand.
Og hvor underligt det end lyder, også til at komme hjem i Nytoft og skovle sne, sammen med de små drenge Mads og Simon.
Samt få en briefing fra Børge om han har kunnet styre tropperne derhjemme på bakken. ...
Håber sandelig Peter Barfoot kan levere et læs paller, trods sneen, ellers bliver resten af vinteren kold.
For min penge ligger strøet helt fra det nordligste Grønland til Australien og New Zealand.