Så en lille opfølgning til dato....

På vejen i tog fra Airlin Beach til Nooser paradiset...

...ååhhh hvilken nat og jeg der er så glad for tog og ikke meget kan slå mig ud i den henseende, men et vandvittig irriterende, ja nærmest katastrofalt larmende kompressor under vores sovekupe... som vi i al beskedenhed havde flottet os med, idet det var den eneste mulighed for plads på det overbookede tog....gjorde natten og sandelig også dagen efter til et mareridt for os, jeg forsøgte da tinitussen blev for larmende, at finde andre alternativer i dette fyldte tog, men ikke længe ad gangen.
Den eneste besked vi fik: det kan vi ikke på nuværende tidspunkt gøre noget ved...
Men turen i de lyse timer var i øvrigt en af de kønneste. Grønne skovklædt små bjerge, frodige områder der gennem skæres af et hav af mindre floder og vandløb, flotte palme beplantede byer og marker så grønne, at jeg følte mig helt hensat til den blide del af Tyrol og indimellem ganske dansk endda.

Paradisiske følelser...om vi mennesker så ved hvordan det føles...men fantasien er vel også ok...
Efter et kort svedende ophold i stationsbyen hvor vi stod af, beriges vi med endnu en køn tur ad bugtede veje og grønne frodige områder inden vi kom til dette ...Florida...riviera... ja mangemillionærernes oase...med de hvidskummende mega høje surfer bølger, den skyfri himmel, det blå hav, de flotte rigmands villaer i hobetal under skyggende for vinden svajene palmer og et liv der er så sorgløst på overfladen, som det nu kan skues, med de rige de unge de smukke og de solbrændte, boheme typer overalt. Velduftende unge piger der højt smukkeseret drager med taxi til lystens mekka derinde.
Vi er havnet på et lille Youst Hostel, tro det eller lad være, vi er for en gangskyld beriget med kæmpe held, har fået en hel lejlighed i to etager med egen køkken og to sove værelser... hvor jeg under Maya og Henrik eget rum efter svedende døgn med mig...og terrasse med lyden af det brølende hav og vinden brusen i palmerne, her ikke langt fra stranden beliggende lidt højt mellem rigmandsvillaerne og andet... Og så til samme pris som den foregående svedige over beklamrede sted. Hvor heldig kan man være. Og så er adressen givet af en israeler, Henrik faldt i snak med, fra en bog der stod på hebræisk...jo jo...som Mads ynder at sige...
Og nu venter maden, på den lille terrasse, med fuldmåneskin det brusende hav og den svale vind ... efter den lange indkøbs tur, hvor vi travende langs hovedvejen i den tro der ikke var langt til centrum, blev tilbudt et lift af en ung spanioler der kørte rundt i en folkevognsrugbrøds lignende bil, indrettet i et syndigt rod som bolig også, venligt af denne boheme fyr at køre os derind, det til trods han skulle en anden vej...

Så måtte det jo komme...
...fornemmelsen af at der måtte ske noget andet, ikke fordi jeg ikke har det fint med det vi laver og måden vi rejser på, men denne følelse af at der er noget andet der venter, må jeg ikke lade overhørig.
Så efter et par dages filosoferen og småsnakken, for at pejle mig ind på hvad jeg egentlig ville og de kære to også ville... da tog jeg pludselig springet, godt hjulpet af en mail jeg fik fra en hvis... Mister Kaj fra Grejs.... der flygtigt nævnte New Zealand i sin hilsen.
Tanken groede... sammen med denne følelse jeg ofte får når jeg rejser, nemlig, jeg må videre igen...
Så efter nogle sonderinger tog jeg atter til byen for at finde forslag hos et flyselskab, om muligheder for mine ønsker.
På turen ind til byen kom jeg først til det forkerte stoppested, måtte vente en halv time og havde viden om de lukkede denne lørdag kl. 12,... med bussen kom jeg selvfølgeligt for langt og måtte en tur med rundt endestationen, for at blive sat af et pænt stykke fra fly centret.

ja det har man også venner til...

Det gik som det så ofte gør når disse mennesker kontaktes... ja så skal det altid gå hurtigt, som om der ikke var en eneste anden mulighed tilbage i verden...jeg fanges igen deraf og ville´ have det forholds billige tilbud, alt er jo relativt....men pengene skulle betales i dag, der var søndag i morgen osv.

Nå... de gængse forhandlinger med de mulige alternativer blev afgjort og jeg måtte tilbage efter Henrik, for mine kontanter stod jo på Henriks konto...( hvor han for øvrigt mener de står ganske udmærket) og dette havde jeg så en time til inden lukketid.

Efter 3 fejlslagne forsøg på at komme med den rette bus, og være blevet sat velmenende af diverse steder, med henvisning til anden forbindelse opgav jeg og tog en taxi, ikke lige det der gjorde min billet billigere...
De unge var naturligt nok taget til stranden... i hast ned efter dem og så hjem alle tre for at række bussen... igen diverse forviklinger med de her mange forskellige ruter til strand og skov...men vi nåede lige at tømme Henriks konto for penge og betale billetterne, så var det fint...
Tilbage gik det til en tiltrængt frokost og det var godt... for Maya hun var lige ved at vende den forkerte side ud J ... men vi nåede helskindet i havn alle tre og havde en fortrinlig dag med dansk bøf til aften, det var vist første gang på denne tur, det var mig der laverede mad. Ups...

atter en kamp mod overmagten...bølgerne...

En tur i de drabelige og drilske bølger skulle jeg da også i dag, det er som kommer hele Stillehavet skvulpende som vand i et badekar, ikke nok med de store bølger tårner sig op inden de kammer brusende over.
Der er også så voldsom kraft både udadgående og indadgående, så den ene gang finder jeg mig som en død fisk langt oppe på stranden, den anden gang kastet omkuld og atter på vej ud sugende af vandet, og bukserne tynget af sand, for så atter at blive ramt af en voldsom kraft.
Det er faktisk meget fascinerende men absolut ikke ufarligt, hvilket de mange bemandede livredder stationer langs kysten jo også vidner om.

af en eller anden forunderlig grund har moder sol fundet ind mellem de flettede stropper på mine sandaler og har så... aldeles maltrakteret mine fødder i mønstrede ildrøde trekantede områder med blænder og ligner grangiveligt, som var de kørt gennem en dårlig kødhakkemaskine...hvilket resultere i, at jeg ikke fortiden går langt pr. støn...

Åhhh... hvilken herlig duft...
Efter 5½ måned i Grønlands fascinerende og storeslånende natur, efter 3 måneder med konstant frost og fyge sne, samt efter turen over Australiens tørre hede røde sletter og Darwins og østkystens klamme hede...
Er der så noget som duften af nyslået græs iblandet duften efter en pludselig, efter længere tids tørke, heftig byge. Folk der trods den silende varme regn, går ufortrødent videre som intet hænder. I deres konstante meget lette sommer beklædning, om så de er på vej på arbejde, på vej til indkøb i byen eller på vej til stranden...
En sand hær af arbejdende have- og anlægsfolk summer med deres maskiner, så man tror det er en sværm humlebier, piskende med græstrimmer og bladblaser, skubbende plæneklipperne i vante rytmer, iført kondi sko, gul sommerbluse og praktiske surfer shorts, uden antast af den silende regn.
Her har de lokale tydeligvis folk til den slags arbejde. Grønt og flot er her omkring huse og bygninger kun 200 m fra det brusende Stillehav, med de rytmiske evigt rullende hvidskummende høje bølger.
Jo jo... her på dette stille lille familiedrevne sted, hvor dagen går sin rytmiske vante langsomme gang, kunne jeg godt blive en rum tid og tænke og skrive, men denne gang er tiden knap så jeg må videre...

Som et billede kan nedenstående tekst virkelig bruges i mange situationer.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andetsteds hjemme.

Jeg skulle sjunge lidt mer` måske,
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.
St. St. Blicher

Lånt af det tænksomme menneske Gert Lorenzen derhjemmefra ...