...på cykel i 40 graders varme...og lidt om Darwin og dilemmaer...
...sidder på mit bunke rum i udkanten af centrum i byen Darwin og sveder så vandet driver af mig, viften drøner rundt og de primitive aircondition giver ikke megen trøst.
Derude under de store vifter sidder de unge her i aften, lidt apatiskr i heden og snakker på forskellige sprog, dog mest engelsk. Stede er et simpelt Youth Hostel til billige penge, Australien taget i betragtning. J
Men ganske udmærket. Det 4m2 store køkken er til tider overbelastet når 30 mennesker skal prøve at finde kosten, til livets opretholdelse. Musikken drøner, nogle skriver dagbøger andre finder veje at komme videre af. Et udmærket rest for en kortere periode. Her er der altid liv og grobund for gode ideer.
Cyklende på min lejede cykel... i den hede vind, i venstre side af vejen, med hyppige stop ved vand poster for at vande hovedet til lidt afkøling... gik det fint ud mod Darwins østligste punkt, langs de store rigmands villaer på den ene sidde vejen og det turkis blå hav på den anden side, spækket med skygge givende træer og palmer hele vejen. Diverse markeder og forlystelses steder såsom marinaer og vandskis centre er lagt op for sommeren, her er øde og forladt, som om alle darwinisterne er draget til køligere steder. Det simre af sommer og sol, blot uden liv.
Det er absolut lav sæson men herligt stile og roligt i den simrende varme, bortset fra almindelig menneskeskabt by støj.
Darwin by er af helt ny dato idet byen, som det nok de fleste er kendt, næsten blev jævnet med jorden af en orkan i 1974, husker det da selvJ og alle de gamle bevaringsværdige bydele er bygget om til moderne orkansikre bygninger, byen er meget retlinet og meget lignende amerikanske, har jeg jo set på film, i bedste Hollywood Florida stil.
Efter en stille tur gennem eller på Esplanaden langs vandet og byen...
med de mange mindeplader om dit og dat, skygge fulde steder grønne plæner og velplacerede palmelunde, travede jeg med cyklen gennem den hede gågade, for med et klask at nedfælde mig på en bænk under et af de gamle træer som overlevede orkanen...
...blev jeg vidne til Australiens største dilemma og sikkert også dårlige samvittighed, samt stadig væsentlige undertrykkelse, grundet de dårlige sociale sikkerhedsnet hernede...nemlig et optrin mellem nogle aboriginere og to ...amerikansk stoute... politimænd med pistoler i bæltet og en brysk og myndig fremtræden, som åbenbart var ved at løbe dem af hænde, eller de faktisk fremprovokerede yderligere problemer, ved at iføre sig hvide plastik handsker, lig dem lægerne bruger, således de ej heller her ikke får blod på fingrene...
Jeg lyn skød i bedste John Wain stil direkte fra hoften, et par billeder... skulle ikke opleve samme situation som jeg gjorde, med det kinesiske politi på den ...himmelske freds plads... i Peking forrige år...nemlig at blive holdt op og bedt om foto apparatet... så her forduftede jeg.


Darwin virker nu ikke så kosmopolitisk
som jeg var blevet fortalt, så er Amsterdam da langt mere fyldt med spændende folkeslag.
Nok ses et asiatiske træk hos nogle, flest blandt fint klædte og hurtigt fartende i de store firmaer. Ses ikke sådan i det store gadebillede, men asiater har også for det meste en god evne til at integrerer sig, hvor de end er...nærmest som termitterne...Måske det bliver mere tydeligt hvis jeg var her i længere tid, men ikke denne gang. Ikke fordi jeg ikke umiddelbart tåler varmen, men har det bedre i køligere temperaturer.

Sidder på mit rum efter en god dag, mens det bulder og brager, samt vandet står ned i kaskader i mørket derude.
Det var virkelig en afslutning på en dag ude på Darwins østlige punkt, med rejer champagne og vand, mens himmelen farves rødt i den fantastiske solnedgang, samtidig med der inde over land og byen startede et sandt galleri, af et tropisk festfyrværkeri af et tordenvejr, med lyn og bulder samt en pludselig storm, så palmerne sås svaje kraftigt under oplysningen af den gnistrende himmel, med vand der sejlede på gaderne på hjemturen, idet vi lige nåede at afslutte seancen inden dette fantastiske naturfænomen startede.
Solnedgang med lyn og torden...ja så har jeg prøvet det.
Hjemover... de fleste letter selskabelige efter den hede dag og et par glas champagne... gik det med hvin og latter, fra de to torden kåde kvinde længere tilbage i den 12 personers Van, når chaufføren opmuntret af tilråbene uden larmen fra vandet og tordenen, lod sig muntre til at køre lidt vildt.
Intet kunne ses ud af vinduerne, men tørt sad vi da i den airconditionerede afkølede bus, kort væk fra den kvalmende hede derude.
Virkelig en oplevelse med denne kontrast, denne mørke aften og som bestyreren her på vandrehjemmet konstaterede, da jeg kom våd ind, du er en heldig mand, lige hvad jeg fortalte dig den anden dag der ind imellem hænder, ikke mange der når denne oplevelse også.

Startede ellers med at vågne, efter at have lukket øjnene omkring klokken tolv, igen klokken fire morgen med et sæt, med følelsen af at noget var galt, kikkede på klokken igen og tænkte det er da først i morgen jeg skal af sted kl. 04, da det pludselig gik op for mig at mit vækkeur ikke gik. Roede efter andre batterier og prøvede forgæves at sove igen.
Lå længe og tænkte, hvad jeg også brugte noget af dagen på, hvad der mon fik mig til at vågne.... Der hænder så mange underlige ting, så i nat tror jeg ikke jeg sover, da jeg jo skal op igen kl. 3.00, blive hentet kl. 4 for at flyve kl. 6 ...ak ja...


En vaskeægte ...Crocodile Dundee... tur...
At stå i den forholds lille båd, så lille som en båd til 12 personer nu er, ikke langt fra bredden og se dette store uhyre komme glidende ned af mudderbanken inde fra sivene og underskoven langs floden, er en helt speciel følelse.
Dette urgamle dyr der ikke har ændret sig siden tidernes morgen, så´ langsom og lydløst. Og alligevel hvis et bytte, eller i vores tilfælde et lille stykke lokkemad bliver dette dyr kendt, ja så er pokker løs og den viser en smidighed og hurtighed der får det til at løbe koldt ned af ryggen, så koldt det nu kan i denne simrende hede med de evindelige fluer svirrende om øjne , ører og næse.
At stå i båden og se direkte ned i dette lyserøde gab, kun en arms længde derfra, tænkende at kunne dette 4 meter lange dyr få kroppen så langt over vandet så let og smidigt, ja hvor nemt kunne det så ikke snuppe en af os. Men samtidig var jeg tryk ved ...spejderlederen... der let og smidigt, behændigt førte båden og sig selv.

Videre gennem bushen derude outback... som Australierne kalder det derude bag ved alt andet, faktisk det der her i dette land fylder mest J ...gik det mod nationalparken et stykke syd for Darwin, på denne tur jeg havde fået opsporet her på mit Youth Hostel, med et viste det sig meget flot vandfald, godt gemt inde i den vidstrakte bush.
Men som dagen skred frem og denne helt specielle kvælende varme i dag gjorde ligeså, så blev jeg mere og mere sløv, orkede næsten ikke at røre mig til sidst, ikke fordi interessen og arrangementet ikke fængede mig, men jeg går rundt som i en anden verden.
Frokosten blev indtaget under stadig stigende svimmelhed, det til trods jeg drak masser af vand, og de næste besøgspunkter, især den til badestedet under et meget stort vandfald, var ved at gøre det af med mig, ikke mindre end 150 menneskelavet stejle trappetrin og en bagende sol ned i issen, gjorde at cikadernes sang og andre eksotiske lyde inde fra det jungle lignende bush, fik mig i en tilstand af eventyrland, blot ikke eventyrligt.
Nå... jeg overlevede og fandt igen kræfter, da vi kom frem til disse imponerende termit bo...er, disse pudsige softice toppe der har givet mig en del hovedbrud, på min lange togtur over kontinentet Australien.


Disse millioner af underlige himster gimster Termit bo...er
Det startede vel omkring Alice Spring midt i landet med, at jeg så flere og flere af disse rødbrune toppe, inde mellem træerne og sandelig også nogle steder på frit steppeland. Disse havde i begyndelsen en beskeden højde fra en halv meter til ¾ meter.
Efterhånden som vi kom længere nordpå blev de mere og mere udbredt i antal, men sandelig også større i højde og drøjde.
Den første tanke om disse var, at det måtte være jordens beskaffenhed eller en stens, der ikke på stedet nedbrydes så hurtigt som det omgivende.
Derefter slog tanken mig det kunne være termitter, uden jeg havde nogen viden herom.
Hermed blot konstaterende, at det var termit bo.
Der var så mange at det ikke kan beskrives, på denne lang strækning. Jeg fascineres så meget derover jeg brugte det meste at tiden ved vinduet for, at betragte dette skue derinde i bushen og på åbne sletter. Sad klinet dertil i betagelse og tog billeder i en uendelighed, blot for at konstatere, som jeg lige havde glemt, at alt inden for mindst 100m afstand fra det kørende tog, blot ses som fart striber på billedet.
En i sammenhæng ganske oplevelsesrig og udmærket dag.

Cairns og vennernes gensyn...
landede efter ca. 2½times flyvning over det nordligst Australien, med det synlige store hav mod nord og de uendelige sletter mod syd, i byen Cairns i Queensland nordøst Australien, allerede kl. 9 formiddag, idet jeg denne dag efter blot tre timers søvn, blev fragtet gennem det nat simrende Darwin, der atter var som at gå direkte ind i et tropisk akvarium af fugt og hede, kl. 4 morgen.

Kort efter indlogering, på samme rum som Maya og Henrik, stakkels dem,gik jeg en lang tur rundt langs Esplanaden, med pelikaner og hvide stork lignende fugle, i det lave vand mod havet og grønt, grønt var der overalt, mellem havet og forretninger og hoteller længere inde, i denne tydeligt turist præget by.
Hvor der for enden af denne lange Esplanade var anlagt et kæmpe bade og strandland, forsvarligt lavet bag en dæmning, idet disse farlige ...Stinger......bordtennis bolde lignende brandmænd med fange arme på over 20 meter der giver kramper og lange og smertefulde måneder... og andet kryb forefindes i havet herude.
Men som at komme til en anden verden fra det ...vilde vestern... lignende og helt anderledes Darwin. Følte trods varmen en helt friskt pust. Her er lave jungle og skov klædte bjerge...og om dagen et ...friskt... pust fra havet...
Et herligt gensyn blev det til med Maya og Henrik, da de kom travende hjem fra dagen, belæsset med diverse indkøb, Maya krebs rød i fjæset, af sol og vind og et glad smil... hvor jeg senere blev trakteret, trods de denne dag havde været på dykker tur og totalt bombet, med grill ved det lille bassin der er til stedet....
Oplevelser blev der delt ud af til den sene time, hvilket er en af de herlige ting der nok kan savnes ved at rejse alene.
Og herefter til køjs på det fælles rum uden aircondition, blot med denne fane i loftet...en hed nat blev det inden vi atter, meget tidligt skulle op og på en lang tur.....mere følger om denne underlige tur for nogle backpacker som os...


...............................slut ......fortsættelse følger......i etape 5..

Hvad jeg finder på derfra sammen med mine kære rejsefæller ligger hen i det uvisse, blot skal vi alle tre til Sydney for at komme hjem til Danmark. Og der er sandelig langt....