hvad kan fire fridag i træk så også gå med heroppe i landet hvor de lyse timer strammer til.

Jo lidt skriven, læsen, cyklen rundt, handlen ind og en tur i biffen efter en fjernsyns søndagseftermiddag, til en Morten Kock film hos Kate for hele æde klubben, en middag fremstillet af Kate og en tur i biffen til filmen Zorro.
Travende pustende op ad bakken i mørket, stærk frost og blæst, snakkende i mobil telefon med fatter og mutter, der denne gang var en del heldigere med ringe tidspunktet end de før har været, mens angsten lurede for atter at svinge stængerne i vejret, på det frost hårde sne underlag. Idet de lige skulle have nogle ting på plads om mine planer omkring jul, da de havde hørt visse ...lyde... derom.

En lille tur omkring den lokale afstemningssted for at vejre stemningen, i dette land på en sådan dag.
Her er i modsat til Danmark en masse plakater lige ind til stemmeboksen, en gettoblarster der spiller ...Internationale... og venlige hilsende mennesker med børn og diverse habengut til og fra stedet.

En sjov fornemmelse at sidde her i det høje nord og følge kommune valg udsendelsen forskudt, mens andre derhjemme for længst var gået i seng og kender resultatet. Jeg valgte bevidst ikke at gå på nettet for at læse det endelige resultat.
Fulgte medlevende med i DR1 pendelen mellem de forskellige valgsteder og ikke mindst den store interesse DR1 viste for nuværende borgmester Flemming Christensens mave problemer under rævekage bagningen.
Nåede lige at se interviewet med borgmesteren i Vejle inden grønlandsk tv uden forvarsel gik i sort og kort efter droppede ind i den her hørende valgkamp, der er set frem til med lige så stor spænding, af befolkningen, med store ønsker om et radikalt skift, grundet de mange håbløse skandaler.
Blot skrives der fra kompetent side, at grønlænder vanen tro i sidste øjeblik stemmer som de oftest har gjort, nemlig på det de gennem tiden har stemt på. Men vi får se....min mening er, efter at have fulgt tingenes tilstand gennem grønlandsk tv og aviser i perioden, at heroppe skal der virkelig også ryddes op...

Fire dages fri i træk med 5 timers lys derude, skal jeg lige vænne mig til at få udnyttet ordentligt.
Det kan igen kriller lidt i én, når nu jeg er så langt hjemmefra i et fremmed land med så mange spændende steder. At det så er så pokkers dyrt og besværligt at komme mere end de sædvanlige 20 minutter rundt.
Fjeldet og havet er nu et lukket land for ikke drevne fangere og andre...
Et par venner der drog til Uummannaq da jeg rejste tilbage hertil. Drog en dag til fjelds deroppe i storm og frost, hvilket resulterede i frostskader for den ene kvinde på kinderne, trods de var pakket ind efter alle kunstens regler.

Men men... så hyggeligt det er at mange jo hilser, og de små snakke man så ofte får, når blot man lige skal en lille tur til butikken eller andet.

Ja så har jeg været på mit livs første slædetur.

Efter en opringning sent i aftes fra en herlig fynsk medstuderende Michael, der havde talt med nattevagten Ole, om mit inderlige ønske, ja så tilbød Ole ganske generøst, en tur med ham dagen efter, idet han skulle køre et par hunde til, altså træne dem i at trække slæden, sammen med erfarne slædehunde. Det var ikke ...holdes til... de skulle, det kan de nemlig selv finde ud af...J

Med Ole travende i front og 11 hunde, heraf de tre ungehunde der skulle køres til, gik det med mig skøjtende, med et ikke særligt professionelt greb om opstanderen bag på slæden, gennem byens trafik ...om mine Bilka støvler her kom til sin rette vides ikke, men det føltes som stod man på vandski...formoder jeg, idet jeg for øvrigt aldrig til dato har prøvet dette... J
Senere ...over stok og sten... op og ned henholdsvis i dyb sammenføget sne, andre steder skrabene over renblæst fjeld og med den korte besked om, ...det er som at sejle hvor man flytter vægten fra side til side..., for ikke slæden pludselig skal ligge med bunden i vejret.

Ole har en meget bestemt, men alligevel indfølende, efter omstændighederne, blød måde at håndtere hundene på, også når de uundgåelig ryger i flæsket på hinanden. Ret imponerende.

Med mig, sikkert for andre at se, mageligt henslængt på slæden, om det magelige deri skal jeg ikke komme ind på, men en herlig oplevelse at sidde der, med det i den lave sol rød skinnende snedækket fjeld i front og hundene glade nærmest vimsende, i en til tider vifteformet proscition, pruttende og skidende, hvilket for de nyeste af dem kunne være et anstrengt projekt, idet de forsøgte at sætte sig, men i stedet blev nærmest slæbt efter slæden, inden det gik op for dem, at de skulle løbe samtidig.
En herlig fornemmelse breder sig i kroppen på mig siddende på slæden, mens jeg endnu er varm, at dette, er en del af livet, også, at suse derud af kun ved lyden af slædens hvislen i sneen og hundenes..., nødvendige naturlige lyde. Og indimellem, når kusken tog sig et hvil på slæden, en god snak om grønlandslivet.

Og da det gik allerbedst... på det, fortalt af Ole, så berømte meget omtalte af Knud Rasmussen og andre ekspeditionsleder, slædespor, før i tiden benyttet af alle, når hav isen ikke var brugbar, når man skulle til Uummannaq, ja helt til Thule. Sine steder hvor fjeldet stak frem af sneen kunne tydeligt ses slidmærker.
...var der pludselig et 11 spands modkørende hundeslæde, på et sted hvor sporet var lidt smalt, grundet det af vinden ren blæste fjeld til begge sider og vupti i passagen snittede hundespandene hinanden, hvorved vi pludselig var to hunde mindre.
Et hurtigt stop, en manuel vending af hundene og så gik den vilde jagt på kvinderne, der trods to ekstra hunde i koblet, lystigt fortsatte derud af.
Af to omgange blev hundene indfanget, dog uden kvinderne gjorde antydning af at ville stoppe, eller måske det var deres hunde... Der kunne atter vendes og turen fortsætte.

Efter ca. en times herlig kørsel, i disse øde smukke fjeld drag, stoppedes for at redde skaglerne ud, i området kaldet ...kødbollerne... grundet små´ klippernes formation, mens den rød orange himmel mod syd, solen viser sig snart ikke mere, sætter en i en brusende drømme tilstand, mens følelsen af tæerne langsom forsvandt.
Herefter gik det atter lystigt hjemover i mørkningen og den svage modvind, med et par oprigtige fortællinger om hvordan det kan´ gå, hvis det pludselig sætter ind med høj snefygning.
Tilbage i byen over broen og opover ad vejen, måtte en mindre barnevogns kortege, der dog i tide havde registreret vores komme bag fra, skyndsomt trække ind til siden, med en munter hilsen, mens vi susede forbi.
Herefter gennem byens centrum, altså krydset ved Brættet ( det lokale rå køds marked) og pølsevognen, forbi den om sommeren flittigt besøgt turist cafe, for så på den sidste korte strækning, med et ...go... tur hjem... fra Ole, at køre alene med hundene bevidst og målrettet i front.

Lidt stivbenet... men varm indvendig af denne herlige fornemmelse, der fås under en sådan tur, skulle hundene af rigges og tilbage i lænken.

Jo jo...efter en halv snes gange, eller mere og det rette fodtøj, er jeg nu overbevist om jeg også ville være i stand til at hjælpe disse hunde i selen, samt på plads igen...og måske også holde varmen bedre undervejs, ved at tage en tur på ...gåben... bag slæden. Samt i det hele taget være mere aktiv omkring turen. Jeg kan faktisk lide denne form for sport...hundeslædekørsel.

.......................................slut......................