Mor og fars bryllupsdag, enoghalvtredsenstyvende... ja så tænker man jo på hvor gammel man egentligt er efterhånden. Mærker det vel mest om morgenen, hvor det kan knirke lidt i ledene...men som Johannes Møllehave siger: det må man vende sig til som ældre, den dag du ikke har ondt om morgenen, ja der er du død... noget i den retning... men jeg trives med at være på farten konstant, sætter blot mit eget tempo ud fra mulighederne...

Det er nu udmærket igen at være tilbage i Ilulissat, blev så godt modtaget af de unge på kollegiet at jeg blev helt blød, det gav fornyet styrke...



Hjem fra Qaanaaq
Jeg blev efter henvendelse til kommune direktøren i Qaanaaq kørt til fly stationen, langt derude på sletten ad støvede og grusede veje, uden problemer og uden beregning.
Planmæssigt afgang med 7 passagerer, der kan vel være ca. 20, idet den forreste del af flyet er uden sæder og med plads til post og anden uopsættelig fragt. ( men hvor bliver min post af mooaar...)


Thule Air Base
Mellemlandede på Thule Air Base, hvor vi blev installeret i et højsikret område med et hav af danske militær og politifolk. Måtte ikke forlade stedet i den lille time.
Der var faktisk sommervarmt i området hvor basen ligger, det er god sigt vel omkring 5 km til indlandsisen, der svagt skråner deropad i det uendelige.
Vejret skyldes det fastlandsklimaet der skabes så tæt på isen, lange stabile og tørre perioder, ekstrem kulde om vinteren og tålelige temperaturer om sommeren.
Vi mellemlandede med flyets nu 9 passagerer i Upernavik efter en til dels skyet tur, fik dog i en del glimt genset noget af de meget flotte scenerier fra opturen.
Blev kærligt hentet af Kathrine... i Ilulissats lille lufthavn, i børnehjemmets gamle øse. Hvor var det dejligt...

Fridag... med lidt forskelligt, tøjvask og noget skriveri.
En lille tur rundt kystvejen til kirken, hvor et ligfølge var ved at læsse kisten på en båd, for at sejle den til den endelige gravplads et sted i en bygd, sandsynligvis. De havde et stort hvidt kors med. Stille og roligt gled de ud gennem isen på det blanke vand...


Om rovdyret slædehunden...
En grønlandsk pædagog fra hjemmet fortalte og viste hendes tilskadekomne og ilde tilredte læg på det ene ben.
En dag hende og vennen i sommers var på vej, ville de skyde genvej gennem et af hundeområderne, hundene begyndte at gø og hun blev forskrækket og løb, snublede i stedet og haps røg to store slædehunde der stod i lænke på hende, troede sikkert de blev fodret.
De bed sig fast i hendes ben og kun ved vold, spark og andet voldsomt, lykkedes det vennen at få dem fri af hende, de havde da revet et stort stykke af hendes muskelvæv.
Såret har svært ved at hele og hun går til behandling og får kraftig antibiotika for betændelsen, der nu har stået på i to måneder. Héler det ikke snart skal hun til Danmark til specialist behandling.
Over 30 sting og et dybt sår der ikke vil héle er resultatet af kontakten med disse rovdyr, som ikke er hunde i vores forstand.
Havde de ikke været to personer havde de sikkert ædt hende...

Efter job cyklede jeg til Holmsbakke og nød det fine vejr og udsigten over Isfjorden.
Var hos Katrine og Kenneth til vafler og varm chokolade i deres nyindflyttede lejlighed. Dorthe og Lars, to venner han lærer og hun pædagog, hyggelige mennesker, var der også.
Vi og jeg fik snakket en del om vores liv heroppe, jeg en del om min tur til Qaanaaq og byens mange forskelligheder.

Ja der blev ingen fisketur med den unge og en ansar på hjemmet og mig, det stod ned i stænger til morgen og en hidsig nordøstenvind gjorde det til halsløs gerning at forsøge denne tur. Lidt underligt manden der jo skulle have forstand på sejlervejr havde planlagt til denne dag, jeg har været klar over dette vejr i dage efter studie af vejrkort og satellit billeder.

Det har stået ned i stænger siden i morges, det er et vejr som for grønlændere på disse kanter ikke er normalt, regn... regn... regn samtidig med kraftig vind. Jo der sker noget med klimaet.

Til fest på det lille seminarium
En glad fest, glade festklædte mennesker, dansende mennesker hvor der vanen tro var 5/6 del piger/kvinder.
Glad grønlandsk musik af lokal gruppe...ja hvad kunne det ellers være i en by med et par hundrede kilometer til tilnærmelsesvis en by af samme størrelse og med rejseomkostninger selv et seminarium ikke havde mulighed for at afholde...der fik stort set alle af stole til fælles dans og sang.
Små indlæg med sketch og forskellige lege med hatte, masker og lignende hvor den ...heldige... aktør skulle imiterer forskellige grønlandske dialekter.
Mange gange i aftens løb med spontane grønlandske fællessange.
Herligt at vi to...Maria og jeg... blev inviteret med som gæst.
Tak Sara...
En god balance mellem mad, musik, vil, øl, danse og underholdning.

Ville cykle min vanlige tur for at få rusket lidt op i de tunge skyer der havde sneget sig ind på mig til morgen, da naboen i huset ved siden af, danske Michael, kom og inviterede på kaffe og morgenbrød. Tak for dette, det hjalp.
Ellers en utrolig flot solskins dag uden en sky på den dybblå kølige himmel, med en skarp bidende vind fra nordvest. Vel ikke over 3 grader.

Opsummering
...ja den sidste tid er gået med det som jeg også er kommet herop for, nemlig de unge på hjemmet.

Vejret er på vej mod vel ikke ligefrem efterår som vi kender det derhjemme... men vinter.
Der er mange flotte solskinsdage uden en sky og med de herlige sommerlige temperaturer omkring + 5 grader.
Fjeldet med dets små lave gevækster, antager rødbrune farver.
Der blæser mere her en jeg havde forstillet mig, men det er de fleste danske jo vant til, dog er vinden ofte skarp og irriterende stødende og hård. Hvilket gør sejlads i de små både lidt vanskeligt. Og hovedet bliver kulleret...

Ungdom/Børnehjemmet
Jobbet på hjemmet er ikke særligt fysisk belastende men af , vel kendte årsager kan jeg føle mig meget brugt når jeg kommer hjem efter en lang vagt.
Der er mange enkelte situationer hvor det skinner kraftigt igennem at det er unge, med en rent ud sagt kummerlig opvækst, der hvis man ikke er forberedt derpå godt kan give søvnløse nætter. Men endnu ikke for mig. Dog føler jeg i nogle situationer mig magtesløs i forsøget på at hjælpe den enkelte, så mit valg går på en kollektiv indfølende medmenneskelig og accepterende pædagogik.
Samt et forsøg på at være deres rollemodel.
Alt sagt med det forbehold at den enkelte situation kan kræve en nu og her handling.
I enkelte situationer snakker jeg lidt med den enkelte og her bruger jeg, rent ud sagt, min egen indgangsvinkel til livet uden tanke om al teorien. Dette kan jeg givet vis blive hængt op på, men så lad det komme...

solen er atter fremme, med kolde aftner og nætter, frosten starter først på aftenen og kan ses være dagen igennem visse steder i skyggen.
Der er for tiden en voldsom isdannelse uden for Ilulissat af drivis og store isskodser, der gør sejlads vanskeligt, selv store både som Kystbåden og et Canadisk Krigsskib var et par timer om at komme igennem. Isen skyldes den vedvarende vind der har været ude fra Bugten.

Men det giver nogle utrolige flotte naturscenerier når tågen ligger køligt hen over vandet og solens kolde stråler spejler sig i vandet og glimter i isskodserne.
Ved solnedgang farves himmelen rød og man ser den røde glitrende solstribe i havet mellem isbjerge og diset kold ...mose kone bryg... over Disco Bugten, mens solen faktisk hurtig synker ned bag is gletscherne over på toppen af Disko øen 65 km borte, det giver et sug af eventyr mens fingrene fryser og frost ånden står om en.

...mødte en seminarie lærer fra Jelling der har været min naturvejleder derude. Han er her i Ilulissat for at holde foredrag i 2 uger.
han har boet mange år i Grønland og været, efter sigende, de fleste steder. Han udtrykte begejstring over det virkelig lykkedes mig at komme helt til Siorapaluk, det hjalp lidt på min egen skuffelse over ikke at nå Etah, som han sagde, han virkelig ikke havde regnet med lykkedes for mig, da det var et ikke nemt tilgængelig sted. Dog har han næsten været deroppe engang på jagt.

Lidt om Qaanaaq.
Som tiden går og jeg har fået filtreret indtrykkene og oplevelserne fra Qaanaaq og gennemset mine billeder, ja så har det alligevel været en god tur med mange uerstattelige oplevelser og naturindtryk.
Når jeg bliver spurgt om min tur af lokale her i Ilulissat, ja så undre det dem ikke... nu skal siges, at her som i Danmark er alle gode til at have bestemte meninger om andre fra andre egne.
Jeg er så småt begyndt at le af diverse situationer deroppe...trods det tragiske, som ikke må glemmes... også efter denne lille historie fortalt gennem ...kamikposten... og husk det er sådan den største del af Grønlandsk historie er bevaret: gennem ...kamikposten... :
Historien:
...Sidste år havde fangerne i Qaanaaq et meget dårligt fangst år og hundene sultede m.m. canadierne samlede ind og sendte et næsten ...Herkulesfly... derover med hundefoder til dem, men ville de ha... det... nej, de smed det i havet, ja... de ville så gu heller have penge og ikke foder.
Så er det man efter hine oplevelser spørger sig selv og hvad ville de så bruge de penge til......

er ligeledes blevet bekendt med at Qaanaaq er den kommune med de laveste indtægter på vestkysten.

........................................Slut....................................